27. august 2015 - På ryggen af en forvokset, flueskimlet "gravhund" kan alt åbenbart lade sig gøre…

Dengang jeg var barn, havde jeg en pony, han hed Silver, han var hvid (dvs. han var det man kalder flueskimlet), han var flot, modig og uovervindelig. Det syntes jeg i hvertfald, på trods af Silver var en lidt ældre herre og hvis man skulle være helt ærlig, så lignede han nok mest af alt en forvokset gravhund med sine korte ben og sin lange, lidt for store krop.

Som jeg blev ældre kunne jeg svinge mine lange ben hele vejen rundt om maven på ham, så mine tær’ ramte hinanden under maven på ham.

 

Tålmodigt tog mine forældre med mig til diverse ridestævner, for at se den langbenede datter på den kortbenede pony give den gas uden forventninger om at vinde, dog altid med et håb om en placering. Det håb om placeringer gjorde mig målrettet.

 

Til ét af mine første ridestævner fik jeg en stolt 4. plads, intet kunne tvære mit store smil af mit kønne ansigt.

 

Jeg røg af hesten og over springet uden hest, skyndte mig op på hesten igen, vi rev bomme ned, Silver refuserede (fuld stop foran springet), igen så skyndte jeg mig at vende hesten, godt med fart på og fuld tillid tilbage i mine egne hænder (for ellers kan du godt forvente at hesten stopper igen, hvis den kan mærke at du tøver) og over med os - hvilket var ret heldigt, for ellers var vi blever diskvalificeret på 3 refuseringer. Vi gennemførte med en masse “straffe” point på refuseringerne, de nedrevne bomme og ikke mindst straffepoint på tid.

 

Jeg må ha' været enormt viljestærk og fyldt med gåpåmod.

 

Jeg kan ikke huske, hvad der gik igennem mit hoved på tidspunkt. Det eneste jeg tænker på nu, er, at i det barn, på den hest, på den ridebane har været tonsvis af mod, viljestyrke, gåpåmod, selvtillid, optimisme, livsglæde og kærlighed, kærlighed til Silver med de korte ben og en kærlighed til at drøne rundt på ridebanen med suset i maven, ørene og i håret.

 

 

Vi må ha været et umage par, det må ha været et cirkus at se på, ikke desto mindre ville skæbnen at alle de andre deltagere af én eller anden årsag var blevet diskvalificeret, og der sad jeg på Silver, stolt som en i ….. som nummer fire og omkring 27 straffepoint. Hvis man ville være heldig at få en placering, så krævede det som oftest at man red fejlfrit - men ikke denne gang, denne gang var det mod, vilje, styrke og gåpåmod der fik os en placering.

 

 
Som mennesker ved vi bare ikke, hvad der venter der ude, derfor; bliv ved med at tro på din sag, med viljestyrke, mod, optimisme og masser af kærlighed.