9. dec 2014. Hvornår blev opvask vigtigere end min sjæl? Og en fødselsdag noget der kom på en To Do Liste?

Hvordan lyder det, når hjertet står og slår på porten til min sjæl? Eller er det min sjæl der slår på porten til mit hjerte? Jeg ved bare og kender lyden af ensomhed, tunghed, tristhed uden lyst eller gejst, til hverken mit liv, mit elskede job - som jo er mit liv eller til min elskede elskling, som den anden dag kiggede mig dybt i øjnene og spurgte "hvad er det?? Hvad er der galt? Hvorfor??". Med sine store og kærlige øjne kiggede han på mig og spurgte mig om, hvorfor min sjæl græder. Og jeg kunne kun trække på skuldrene, tøre en tåre bort og sige "Det ved jeg ikke, men den har gjort det længe nu". Og jeg kiggede ned i skam over ikke at have lyttet til lyden af et hamrende hjerte mod porten til mit indre.

Men der er altid liiige noget jeg skal. Undervise, behandle, svare på mails, en sms, opdatere hjemmeside, skrive nyhedsbrev, ordne regnskab, købe ind, gøre rent, rydde op, vaske tøj, vaske op, forberede en workshop, et retreat, bilen der skal på værksted, cyklen der skal hentes på stationen, til fødselsdag, julehygge, lave mad og gå omkuld. 

Hvornår blev opvask vigtigere end min sjæl? Hvornår blev en fødselsdag noget der kom på en To Do Liste?

I år har jeg lavet en julekalender til mig selv. En forkælelses julekalender, der handler om, at jeg sætter 5-20 minutter af til mig selv hver dag. Sætter tempoet ned, trækker vejret og mærker mig selv. 

I fredags lakerede jeg neglene julerøde. På vej ud for at undervise køber jeg en kop kaffe. Pigen ved kassen har lige så flotte og røde negle, som jeg selv. "Sikke flotte røde negle du har, jeg har også lige malet mine!!" Udbryder jeg og viser hende mine negle. Hun smiler stort, griner og siger tak med en anelse mere farve i kinderne, der minder om farven på hendes negle.

"Lad os alle have røde negle her i julen", hører jeg på vej ud af døren, og smiler for mig selv. Og jeg tænker over, hvad det er, der gør, at hun blev glad. Hun blev SET og anderkendt, kommer jeg frem til. Ja jeg bliver jo også selv glad over virkelig at blive set og anderkendt. Og hvorfor bliver jeg så SÅ glad? Næsten som om, at jeg ikke har fået nok opmærksomhed og kærlighed.

Og POW så ramte den. Og. Gik. Rent. Ind. Der midt på cykelstien med kaffen i den ene hånd.

Og jeg græd. Fordi jeg ikke ser mig selv og ikke anerkender mig selv hver dag. Ja. Hver. Dag. Jeg har så f.u.c.k.i.n.g travlt hele tiden. Også gik tiden og dagen og weekenden med alt muligt. Mandag gik. I dag kom. Cyklede. Holdt for rødt med solen lige i ansigtet og tænkte, hvis jeg nu ikke havde travlt, hvis nu jeg slet ikke skulle noget i dag. Hvad ville jeg så lave? Så ville jeg kigge på det der, der gør, at jeg bare ikke rigtig er glad eller har lyst til noget. Så nu skriver jeg, og græder lidt ind imellem. Tårene er glædes tåre fra min sjæl over, at jeg endelig lytter. Og alligevel sidder der en knugende fornemmelse i maven. Hvad nu hvis Tung & Trist bliver hængende lidt for længe? Og jeg mærker sorgen og smerten i mit bryst og et eller andet sted, ved jeg at jeg skal omfavne mig selv, også der med tunghed og tristhed og smerte og sorg.

Og jeg tænker, jamen hvad er svaret så? Hvad er løsningen? Sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få Gejst & Glæde tilbage ind i mit liv. Jeg ved ikke hvor længe Tung & Trist, har tænkt sig at blive hængende, men jeg ved, det er uhøfligt at ignorere sine gæster og ikke tage godt hånd om dem. Måske er det derfor Gejst & Glæde holder sig lidt på afstand, fordi de ikke føler sig velkomne?

I dag er det tid til at tage hånd om mig selv og sørge for at Gejst & Glæde føler sig lige så velkomne som Tung & Trist ❤.